“En aften med fodbold-legenden Per Røntved”

 

En vellykket aften med fodbold-legenden Per Røntved

Tirsdag aften d. 28. januar var der i Svebølle Aktivitetscenter med Bjergsted lokalhistorisk forening som arrangør inviteret til en aften med fodbold-legenden Per Røntved, der brat fik stoppet sin fodboldkarriere, da han blev ramt af en hjerneblødning i 1984. Per Røntved havde disponeret aftenen som to halvlege med en indlagt kaffepause. Med sit foredrag, der var krydret med mange små sjove anekdoter, og som i 1. halvleg havde fokus på fodboldkarrieren, og i 2. halvleg på livet efter hjerneblødningen holdt han publikums interesse fanget gennem 3 timer. Det var efter en sej kamp og med stor viljestyrke, at han fik kæmpet sig tilbage til et liv, der gør, at han i dag stort set kan leve en normal tilværelse.
Ingen tvivl om, at Per Røntved med aftenens arrangement, gav de 45 fremmødte en spændende og til tider bevægende oplevelse, der nok har givet stof til eftertanke. En af Per Røntved slutreplikker var denne: ”Husk fortiden – uden den, er der ikke nogen fremtid!”.

Foreningens formand, Jens Weinreich, takker Per Røntved for et spændende og underholdende foredrag.

Foreningens formand, Jens Weinreich, takker Per Røntved for et spændende og underholdende foredrag.

I løbet af aftenen havde publikum mulighed for at gennemse en række spændende scrapbøger, der var medbragt til lejligheden, og som i tekst og billeder viste højdepunkter fra Per Røntveds fodboldkarriere.

F.P.

 

Dette indlæg blev udgivet i Fodbold, Idrætsbegivenheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.