Bjergsted Lokalhistorisk Forening og Arkiv
Afholder ordinær generalforsamling tirsdag den 5. oktober 2021 i Åvangen, Centervej 13, Svebølle – for foreningens medlemmer.
Efter generalforsamlingen vil der være foredrag af Réne Lærke. Han vil fortælle om sin tid som naver. Se længere nede på siden!
Dagsorden iflg. foreningens vedtægter.
Indkomne forslag skal være Arkivet i hænde senest 8 dage før.
Af hensyn til arrangementet bedes tilmelding foretaget på mail: bjergstedarkiv@live.dk
eller tlf. 22124370 – til formanden Jens Weinreich senest den 27.09.2021

En rigtig Naver fortæller om sin tid som Naver
I år 2001 og de efterfølgende 3 år gik ”Rene Lærke på valsen”.
Han gik med sin hat, kaldet en Slapphut, der kun tages af når man sover eller spiser varm mad. Rene var klædt i sin Naverdragt kaldet en Kluft, som kun må bæres af en uddannet håndværker, der er godkendt af ”lauget”. Hans vadsæk kaldet en Charlottenburger med alle hans ejendele, og en vandrestav kaldet en Stenz. Så nu var han en rigtig Naver.
En Naver, hvad er det? Det er der tyske regler for:
- Man skal være en ”retskaffen håndværker indenfor sit fag og medlem af håndværkslauget” læs fagforening.
- Ikke i konflikt med politi og skattevæsen
- Ved vandretidens begyndelse, ugift og under 30 år gammel.
- Vandretiden er 3 år og 1 dag
- Man må ikke komme nærmere end 50 km fra sin hjemby
- Man må ikke blive i nogen by længere end 6 måneder
- Når man er i arbejde leverer mester håndværkstøj, tit også kost, logi samt løn
Det var en rejse, med oplevelse og om at klare sig selv. Men også en rejse hvor Rene lærte sit håndværk at kende, så han i dag arbejder med meget krævende opgaver, som kun kan laves, når man har et dybt kendskab til det gamle håndværk. F. eks. renovering af Sorø Klosterkirke, en kæmpe reparation på Falkensten gods efter Bueladen med den særprægede tagkonstruktion fik en stormskade, Nyborg slot, en spændende bindingsværksopgave på Lynge præstegård osv.
Rene Lærke vil fortælle os om sin dannelsesrejse, der gav ham en dyb respekt for håndværket, og om de dyder, traditioner og skikke der hører med i livet som Naver. Så der venter os en stor oplevelse, med en indsigt i et miljø, ikke ret mange kender til.