I årbogen ”Fra Holbæk Amt”, Historiske Årbøger, der, takket være museumsinspektør Mads Findal Andreasen, Kalundborg Museum, nu bliver tilgængelig på Historisk Samfund for Nordvestsjællands hjemmeside http://nordvestsjaelland.dk/register.html, finder man mange spændende og pudsige beretninger, der på forskellig vis er et bidrag til kulturhistorien her i det nordvestsjællandske område. Med tanke på det forestående præsteskifte i Føllenslev, må det være nærliggende, at gøre hjemmesidens læsere bekendte med følgende pudsige beretning, der stammer fra det 17. århundrede og vedrører Føllenslev-Særslev Sognekald:
En mærkelig Præst i Føllenslev
(Ved J.P. Pedersen, Faarevejle)
Efter S.V. Wibergs ”Alm. dansk Præstehistorie” meddeles nedenstaaende angaaende Føllenslev-Særslev Sognekald.
Sognepræsten til Føllenslev-Særslev VIII Ludvig Hansen Heerfordt (Herfurt), ordineret 24.12.1650 – afsat 1670 – formedelst Hidsighed og Forløbelse i en Sag mod Consumtionsforvalteren i Kalundborg. Sagen rejste sig af en Bagatel, 3 à 4 Mark, hvilke H. havde betalt; men som han ikke havde forsynet sig med en Kvittering, blev paastaaet ny Betaling. Ved Højesteret, da hans Dom var falden, udbrød han disse Ord: ”Nu Herren som veed alting og kender min retfærdige Sag, som seer den store Uret, mig vederfares, han vise dog sin Retfærdighed før vi slipper hjem; han tegne mig, om jeg har Uret; men er jeg uskyldig, saa lade han Ulykken træffe min Contrapart”.
Som nu Consumtionsforpagteren faldt ved Nedgangen fra Retten på Trappen og brød sit Ben, gjorde denne Omstændighed megen Opsigt, og blev straks bekendt for Kongen, der lod H. forkynde sin Naade, og ham blev forsikret en hastig Forflyttelse til et andet Sted; men han vilde ej tage mod andet Kald end det, han var skilt ved; han sled sin Tid hen i et Gadehus i Føllenslev med en understøttelse af 40 Rdlr. af Præsteenkernes Kasse. I Krigens Tid skød han uformærket Fjender og lod Kroppene nedsjunke i en Park ved Præstegaarden”
– Heerfordt var Søn af den indvandrede tyske Berider Hans Heerffurtt (Død 1646). Han boede efter sin Afgang i 16 Aar i Føllenslev; han var gift, men hendes Navn kendes vist ikke. (Ehrencron-Müllers Forfatterlexicon III 470):
(Fra Holbæk Amt XIV Binds 1. Aargang 1952)
Consumtionsforvalter = Forbrugsafgiftsforvalter